Om Differens
Jeg hedder Mie Daverkosen og er stifter af Differens, som tilbyder terapi og rådgivning til private samt supervision, undervisning og konsulentydelser til fagpersoner og organisationer.
Jeg indgår i praksisfællesskabet Narrative Perspektiver på Trianglen i København. Sammen udbyder vi kurser, efteruddannelse og supervision. Læs om Narrative Perspektiver og viften af tilbud på www.NarrativePerspektiver.dk
Min faglige og menneskelige tilgang
Jeg vægter at møde børn og voksne med nærvær, naturlighed, varme og lydhørhed samt at bruge et almindeligt sprog - også om det komplekse og svære. I håndteringen af de problemer, som vi sammen skal løse, byder jeg ind med stor faglig viden, analytisk skarphed og løsningsorienteret kreativitet.
Jeg tilgår problemer, med redskaber som inddrager nye perspektiver for dermed at skaber nye forståelser og handlerum og tager afsæt i systemiske og narrative forståelser og metoder. Dette omfatter en vedvarende opmærksomhed på, at vi som mennesker formes af de relationer, vilkår og forståelser, som vi lever med og udvikler, samt at vi påvirker hinanden, os selv og vores handlemuligheder med det blik og det sprog, som vi sammen skaber. Derfor kan vi også gøre betydningsfulde forskelle ved at betragte os selv og vores forhold på nye måder.
Hvorfor hedde Differens?
Ordet differens bruges til at beskrive elementer, der er forskellige, i uoverensstemmelse eller afvigende. Derfor er det i mine øjne et rammende udtryk, for hvad der er på spil i mit samarbejde med mennesker, som søger terapi, rådgivning, supervision eller konsulentstøtte.
Det er oftest, når mennesker oplever for store uoverensstemmelser mellem deres aktuelle situation, og det de ønsker, at de opsøger mig. I bestræbelserne på at komme tættere på det ønskede afsøger jeg sammen med mine klienter de små afvigelser fra det problemfyldte eller uønskede og de små handlinger, der allerede er i gang med at bane vej for ønskede forandringer. Dermed får vi nuanceret forståelser og åbnet for nye perspektiver og handlemuligheder, som inspirerer til at gøre nyt samt at gøre mere af det, der fremmer og mindre af det, der er hæmmende for opnåelse af ønskede mål.
Kompetencer og erfaring
Jeg har været leder af FamilieCentret i Gentofte Kommune fra 2011-2025 og forstander for Familieinstitutionen Ordruphøj (tidligere Familieinstitutionen Margrethevej) fra 2003-2025.
Familiebehandling
Jeg har været tæt på mange familier, børn og unge, som har haft brug for støtte til at trives og udvikle sig. Jeg har gode erfaringer med at opnå et tillidsfuldt og kreativt samarbejde med børn, unge og voksne. Jeg har indgående kendskab til de procedurer og indsatser, som kommunerne kan tilbyde børn, unge og familier og ved, hvor vigtigt det er med sammenhæng omkring børnene og gennemsigtighed for forældrene.
Terapi
Jeg har bred erfaring i at støtte unge, voksne og par med at håndtere personlige problematikker og komme tættere på de mål, som de har for sig selv og deres relationer. Jeg skaber en tryg ramme for at tale om de svære ting og hjælper mine klienter med at få overblik over deres handlemuligheder og prioriteringer.
Ledelse og organisationer
Som mangeårig leder har jeg fyldig viden om personaleledelse, faglig ledelse, ledelse af ledere og organisationsudvikling. Jeg tilgår mine opgaver som ledersupervisor og organisationskonsulent med ambitioner om at inspirere og guide med det mål at fremme klarhed, fælles retning og handlekraft i organisationen.
Faglig udvikling
Jeg har mange års erfaring som faglig inspirator, supervisor og metodeudvikler. Foruden en solid, metodisk ballast byder jeg ind med en en god kombination af analytisk skarphed, fornemmelse for menneskelige dynamikker, kommunikativ tydelighed, kreativitet og smittende engagement.
Uddannelse og kompetencer
Jeg har suppleret 4 1/2 år af psykologuddannelsen på Københavns Universitet med en række efteruddannelser, kurser og certificeringer indenfor terapi, familiebehandling samt børns trivsel og udvikling:
’Narrativ Samtalepraksis’ v. Dispuk
’Mentaliseringsbaseret Familieterapeutisk efteruddannelse’ v. Marlborough Family Practice Service i London
’MIM – Marschack Interaction Method
Forældre på alle strenge’ – et neuroaffektivt forældretræningsprogram v. Docenten
‘PC-ERA – Parent Child Early Relational Assessment’
‘ADBB – Alarm Distress Baby Scale’
‘NBO – Newborn Behavioral Observation’
Derudover har jeg gennemført en række efteruddannelsesforløb og kurser i ledelse, bl.a.:
Ledertræningsforløb om ’Det personlige lederskab’ v. Københavns Amt m. Kurt Klaudi Klausen, Ole Fogh Kirkeby, Steffen Tange m.fl.
’Ledelse med Hjerte’ v. Professor Steen Hildebrandt
Lederakademi om ’Appreciative Inquiry’ v. Henrik Kongsbak, RESONANS
’Vil, kan skal-modellen’, ’Det kendte, det nye og det næste’ samt ’Strategisk ledelse’ v. Torkil Olsen og Frederikke Larsen, Villa Venire
Lederakademi om strategisk ledelse v. Anders Bildsøe-Lassen, Implement
’Ledelsesfortælllinger’ v. Klaus Maigaard
STAFET-modellen’ v. Anne Romer, DISPUK
’Ledelseskommissionens anbefalinger samt ledelsesgrundlag’ v. Lotte Bøgh Andersen
’Motivationsprofiler hos ledere’ v. Helle Hedegaard Hein
’Rekruttering og fastholdelse – tiltrækning og tilknytning’ v. LEAD Agency
